[Latinsk navn] Rhodiola Rosea

[Plantekilde] Kina

[Specifikationer] Salidrosider: 1%-5%

Rosavin: 3% HPLC

[Udseende] Brunt fint pulver

[Anvendt plantedel] Rod

[Partikelstørrelse] 80 Mesh

[Tab ved tørring] ≤5,0 %

[Heavy Metal] ≤10PPM

[Opbevaring] Opbevares på et køligt og tørt sted, hold dig væk fra direkte lys og varme.

[Pakke] Pakket i papirtromler og to plastikposer indeni.

[Hvad er Rhodiola Rosea]

Rhodiola Rosea (også kendt som arktisk rod eller gylden rod) er medlem af familien Crassulaceae, en familie af planter, der er hjemmehørende i de arktiske områder i det østlige Sibirien. Rhodiola rosea er vidt udbredt i arktiske og bjergrige områder i hele Europa og Asien. Den vokser i højder på 11.000 til 18.000 fod over havets overflade.

Der er talrige dyre- og reagensglasundersøgelser, der viser, at rhodiola både har en stimulerende og en beroligende effekt på centralnervesystemet; forbedre fysisk udholdenhed; forbedrer skjoldbruskkirtel, thymus og binyrefunktion; beskytter nervesystemet, hjertet og leveren; og har antioxidant og anticancer egenskaber.

[Fungere]

1 Forbedring af immunitet og forsinkelse af aldring;

2 Modstandsdygtig stråling og tumor;

3 Regulere nervesystemet og stofskiftet, effektivt begrænse melankolsk følelse og humør og fremme mental status;

4 Beskyttelse af kardiovaskulær, udvidende koronararterie, forebyggelse af koronar arteriosklerose og arytmi.

Stevia gavner og skader.
I århundreder brugte Guarani-indianerne i det nuværende Brasilien og Paraguay nogle typer stevia i deres mad, især Stevia rebaudiana, som de kaldte ka'a he'ê ("sødt græs") som sødemiddel i mate og andre medicinske teer , til behandling af halsbrand og andre sygdomme. På det seneste har stevia som sødemiddel fået fornyet opmærksomhed på grund af de øgede behov for diæter med lavt kulhydratindhold og lavt sukkerindhold. Det er meget brugt som sødemiddel i Japan, og i USA og Canada bruges det som fødevaretilsætningsstof. Medicinsk forskning har også vist gode resultater for at bruge stevia til behandling af fedme og hypertension.

I 1931 isolerede de franske kemikere M. Bridel og R. Lavieille glykosider fra stevia, som giver stevia dens søde smag. Ekstrakterne, kaldet steviosider og rebaudiosider, viste sig at være 250-300 gange sødere end saccharose. Fornemmelsen af ​​sødme for stevia opstår langsommere end almindeligt sukker, men varer længere. Men især ved høje koncentrationer kan den have en bitter eftersmag eller en lakridsrester. Stevia påvirker ikke mængden af ​​glukose i blodet signifikant og er derfor indiceret til dem, der lider af diabetes og andre kulhydratdiæter.

I begyndelsen af ​​1970'erne begyndte japanerne at dyrke stevia som et alternativ til kunstige sødestoffer som cyclamat og saccharin, der var mistænkt for at indeholde kræftfremkaldende stoffer. Plantens blade, deres vandige ekstrakt og isolerede steviosider bruges normalt som sødemidler. Kommerciel brug af stevia i Japan er fortsat siden 1977, og det bruges i fødevarer, læskedrikke og i bordform. 40 % af det samlede steviamarked er i Japan – mere end noget andet sted.

I dag dyrkes stevia og bruges i vid udstrækning i fødevarer i det østlige Asien, herunder Kina (siden 1984), Korea, Taiwan, Thailand og Malaysia; den kan også findes i St. Kitts og Nevis, Sydamerika (Brasilien, Paraguay og Uruguay), Israel, Ukraine og det sydlige Rusland. Kina er den største eksportør af steviaekstrakt - steviosid.

I 1985 blev der publiceret en videnskabelig undersøgelse, der fastslår, at steviol (det industrielle afledte navn for steviosider og rebaudiosider, to komponenter af stevia) er et mutagen (det vil sige et middel, der forårsager mutationer) og som følge heraf et kræftfremkaldende stof. Konklusionen er lavet på baggrund af en undersøgelse af leveren hos laboratorierotter. Denne undersøgelse er dog blevet kritiseret med den begrundelse, at proceduren blev udført på en måde, der ville få selv destilleret vand til at virke mutagent. Yderligere undersøgelser viste modstridende resultater: nogle dyreforsøg viste toksicitet og negative virkninger af ekstraktet, som identificerede stevia som et svagt mutagen; mens andre eksperimenter fastslog, at det var et sikkert produkt. Selvom nyligt videnskabeligt arbejde har konkluderet, at stevia er sikkert, har amerikanske fødevare- og lægemiddelsikkerhedsagenturer (primært Food & Drug Administration eller FDA) rejst bekymringer om stevias toksicitet baseret på manglen på definitive forskningsresultater.

I 2006 gennemførte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) en omfattende vurdering af nyere dyre- og menneskeforsøg på steviosid og steviol og konkluderede: "steviosider og rebaudiosider A er ikke-genotoksiske in vitro og in vivo, genotoksicitet af steviol og nogle af dets oxidative midler derivater, udtrykt i laboratorieforhold, blev ikke påvist under naturlige forhold" (eng. "steviosid og rebaudiosid A er ikke genotoksiske in vitro eller in vivo, og at genotoksiciteten af ​​steviol og nogle af dets oxidative derivater in vitro ikke udtrykkes in vivo" ). Rapporten fandt heller ingen tegn på kræftfremkaldende egenskaber. Rapporten siger endvidere: "steviosid har vist nogle tegn på farmakologiske virkninger hos patienter med hypertension eller med type-2 diabetes" og fastslår, at yderligere forskning bør bestemme den korrekte dosering af stoffet.

Baseret på webstedet: https://www.neboleem.net/stevija.php

Flere myndigheder har bekræftet Stevias sikkerhed, herunder den amerikanske fødevare- og lægemiddeladministration (FDA), European Food Safety Authority (EFSA), Health Canada og Joint Food and Agriculture Organisation under FN/World Health Organization Expert Committee on Food Tilsætningsstoffer (JECFA). Lær mere på www.steviabenefits.org.